Der tales meget om kreativitet og den kreative proces i forhold til læring og innovation. Skal man være udstyret med særlige evner for at være kreativ? Eller har vi alle adgang til det kreative univers?
Min motivation i arbejdet med de fortællende tæpper er at invitere børn og deres voksne indenfor i et forberedt univers. Her inspirerer ”måske-historier” børnene til at spinde tråde sammen til nye historier på deres helt egen måde. De skaber ved deres valg nye konstellationer og oplever, at deres ideer er gangbare, når de redegør og argumenterer for deres historier via fantasien og sproget. Og pludselig kommer de ind ad bagdøren til det kreative univers.